Search

SOL OVER FOLKEMØDET

Folkemødet 2022, helt uden corona-restriktioner, blev på åbningsdagen badet i sol.


For første gang i tre år kunne borgere og beslutningstagere, helt uden coronarestriktioner, mødes og debattere politik under åben himmel til Folkemødet.

Efter en corona-aflysning i 2020 og et delvist digitalt hybrid-Folkemøde i 2021 med 8000 fysiske deltagere blev årets Folkemøde i dag skudt i gang med omkring 26.000 besøgende på første dag.

Folkemødet medskabes af hundredvis af organisationer, foreninger, virksomheder og partier og har til formål at styrke det danske demokrati ved at skabe dialog mellem borgere og beslutningstagere.

Statsministeren holdt åbningstale
Solen bragede frem på den første folkemødedag, hvor Foreningen Folkemødets formand Vibe Klarup og Bornholms borgmester Jacob Trøst bød velkommen til årets Folkemøde.

I løbet af torsdagen afholdt græsrødder, organisationer og partier mere end 650 forskellige events under åben himmel, på både, i telte og på scener over hele Allinge. Dagen bød på debatter om vidt forskellige emner – fra klima og energi til sundhed, international politik og innovation.

Torsdagens partiledertaler blev afholdt fra Hovedscenen af Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre, Mai Villadsen fra Enhedslisten og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Danmarks Underholdningsorkester afsluttede aftenen på Hovedscenen med en koncert med solisterne Dorthe Gerlach, Caroline Henderson og Bjørn Fjæstad, som fortolkede højskolesange mens solen gik ned over Østersøen.

I morgen står programmet på endnu flere spændende debatter, fem partiledertaler, koncert med Mads Langer kl. 21.00 på Hovedscenen - og meget, meget mere. Og alt tyder på at det gode vejr forsætter. Vi ses i Allinge!

Fotos: Anders Beier