Search

Marie Stærke vinder Dialogprisen 2022

Stemmerne er talt op og Marie Stærke modtager Dialogprisen 2022. Hun løber med prisen på grund af sin jordnære tilgang og tilgængelighed for borgerne - både online og i bybilledet


Folkemødets Dialogpris uddeles hvert år til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatter. Prisen blev her til aften uddelt på Folkemødet 2022 til 'Demokratiets aften' på Hovedscenen. 

Siden den 12. maj har man kunne stemme på, hvem af de nominerede, der skulle vinde Dialogprisen 2022.  Alle de nominerede har lavet en video, hvor de fortæller, hvorfor netop de er blevet nomineret til Dialogprisen. 

Det var Køges borgmester, Marie Stærke, der endte med at modtage den store hæderpris. Marie Stærke har været borgmester i Køge siden 2018, og hun vinder prisen netop fordi hun formår at være en repræsentant for borgerne i Køge, hvor alle føler, at de kender hende. Hun er en repræsentant for borgerne og tilgængelig på de sociale medier, såvel som til torvedag i byen. 

Marie Stærke udtalte selv, da hun blev Køges borgmester, at hun ville sørge for en model for god dialog i kommunen. Dette kan man sandelig sige, at hun er lykkedes med, og det er også derfor, at hun ender med at vinde årets Dialogpris.

De øvrige nominerede var:

  • Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør (K)

  • Christopher Røhl, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (RV)

  • Kira Marie Hansen, MEP (SF)

  •  Marie Bjerre, MF (V) 

 

Tidligere års vindere af Dialogprisen:

2021: Aaja Chemnitz Larsen

2019: Christina Krzyrosiak Hansen (S)

2018: Jacob Mark (SF)

2017: Liselott Blixt (DF)

2016: Uffe Elbæk (Å)

2015: Ida Auken (RV)

2014: Pia Olsen Dyhr (SF)

2013: Esben Lunde Larsen (V)