Search

BLIV FRIVILLIG

Drømmer du om at blive en del af et unikt fællesskab i demokratiets tjeneste, så bliv frivillig på Folkemødet!

 


 

Intet Folkemøde uden frivillige - vi glæder os til at se jer i 2025!

Intet Folkemøde uden frivillige. Hvert år deltager engagerede frivillige fra hele landet, når vi skaber Danmarks største demokratifestival. Her bidrager alle med at styrke vores demokrati og skabe de bedste rammer for den vigtige demokratiske samtale, der foregår på Folkemødet. Vi ville ikke være i stand til at stable hele Danmarks demokratifestival på benene uden hjælp fra de mange dedikerede og dygtige frivillige.

I 2025 afholdes Folkemødet den 12.-14. juni.

Vi åbner for rekruttering den 3. marts.

Tilmeld dig som frivillig til Folkemødet

Tilmeld dig Folkemødets nyhedsbrev for frivillige

Hvad laver man som frivillig

Alt muligt! Vi har over 30 forskellige hold, som laver alt fra at holde området rent, til at servere øl i barerne, eller være backstage på Hovedscenen. Man vælger selv det hold, man ønsker at være en del af, når man tilmelder sig som frivillig. Der ligger en kort holdbeskrivelse og en “typisk” vagt, når man tilmelder sig, så du kan vurdere, hvor du vil have det sjovest.

Hvor mange timer skal jeg engagere mig?

Som udgangspunkt arbejder alle vores frivillige 18 timer under Folkemødet. Det vil normalt sige 3 x 6 timers vagter under Folkemødedagene – en vagt torsdag, fredag og lørdag.

På enkelte hold kan der være kortere vagter, f.eks. hvis man bliver en del af vores barhold. Her prøver vi at holde de seneste vagter så korte som muligt, fordi man arbejder til kl. 02 eller 03.

Hvad får jeg ud af at være frivillig?

Du får mulighed for at tilkøbe en billig busbillet til en af vores frivilligbusser til Allinge fra Københavns Busterminal. Billetten koster kun DKK 300,- tur/retur (eks. gebyr) hele vejen til Allinge - altså billigere end KombardoBussen. Der er afgang onsdag den 11. juni 2025, og turen går tilbage til København søndag den 15. juni.

Mens du er på Bornholm, er der fuld forplejning i de dage, du arbejder som frivillig, og du får mulighed for at overnatte gratis – enten på Kongeskærskolen i Allinge, eller ved at tage eget telt med og få gratis plads på et af vores campingområder.
 
Alle frivillige får adgang til vores Volunteer Lounge-område, hvor man kan slappe af mellem vagter og møde de andre frivillige. Her er der også en bar med billige drikkevarer.
 
Men først og fremmest bliver du en del af et fantastisk hold af frivillige. Mange møder venner for livet og kommer tilbage hvert år for at ses med deres Folkemødevenner. Der er over 3.000 gratis events på Folkemødet – alt fra fester, koncerter, debatter, udstillinger og workshops - så du kan altid finde noget, der interesserer dig, når du ikke er på vagt.

Hvad støtter jeg med som frivillig for Foreningen Folkemødet?

Som frivillig for Folkemødet er du med til at fejre og styrke Danmarks demokrati. Folkemødet er den største fejring af demokratiet og ved at være med som frivillig, bidrager du til de over 3.000 begivenheder, som finder sted i Allinge over de tre Folkemødedage.

Hvor gammel skal jeg være for at være frivillig?

Hvis du er under 18 år gammel, skal du kontakte frivilligkoordinator Fiona Ross på fiona@folkemoedet.dk. Vi vil meget gerne have dig med – men skal selvfølgelig sørge for, at du bliver passet ordentligt på og får den rigtig opgave.
Der er ingen øvre aldersgrænse. Vi har tidligere haft frivillige på 88 år - og vi er friske på at slå den rekord!

Can I volunteer at Folkemødet if I don't speak Danish?

Absolutely! Folkemødet is an international festival with plenty of events in English. You can see which teams are suitable for non-Danish speakers when you register as a volunteer (they’re the teams that have an English translation!) Not every role is suitable, but many are! You can set the language to English when you sign up, and complete registration in English.

Får man mad og drikke som frivillig?

Du får fuld forplejning de dage, du arbejder som frivillig. Hvis du kommer med frivilligbussen den 11. juni og tager hjem med frivilligbussen den 15. juni, får du fuld forplejning den 12., 13. og 14. juni samt morgenmad den 15.

Vores mad er som udgangspunkt vegetarisk for at være så klimavenlige som muligt – men hvis man ønsker kød, kan man tilvælge det. Dog opfordrer vi alle til at spise vegetarisk i de 3 dage Folkemødet varer, for at være mindre klimabelastende.

Vi må ikke servere gratis alkohol på Folkemødet, men der er en bar i Volunteer Loungen kun til jer frivillige. Her bliver priserne så rimelige, som vi kan!

Hvad hvis jeg har særlige kostvaner?

Som udgangspunkt bliver vores forplejning vegetarisk, for at være så klimavenlige som muligt. Hvis man spiser vegansk  eller har særlige allergier, skal man notere sine behov i tilmeldingssystemet. Vi bestræber os på at imødekomme alles behov.  

Hvis du har mange eller særligt alvorlige allergier, tag gerne kontakt til frivilligkoordinator Fiona på fiona@folkemoedet.dk for at sikre, at vi er opmærksomme på det.

Må jeg rejse fra et andet land for at deltage som frivillig til Folkemødet?

Ja da – dog skal man have tilladelse til at opholde sig i Danmark.

Under opholdet i Danmark – uanset om opholdet kræver visum, er visumfritaget eller baseret på en opholdstilladelse – kan der udføres ulønnet frivilligt arbejde uden at søge om arbejdstilladelse. Det frivillige arbejde skal have et almennyttigt formål, som skal fremgå af organisationens regler. Dem kan man læse om her: Vedtægter for Foreningen Folkemødet. At arbejde ulønnet betyder, at du ikke må modtage vederlag for dit arbejde i form af løn eller individuelle goder. Ved frivilligt arbejde for Folkemødet får du transport, mulighed for gratis overnatning og forplejning i forbindelse med dine vagter. Disse betragtes som små goder, der muliggør din frivilligindsats, og gælder alle frivillige.

Så længe du er lovligt i Danmark, kan du derfor være frivillig på Folkemødet.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan tage lovligt til Danmark og udføre frivilligt arbejde, kan du kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Hvad hvis jeg har særlig behov i forhold til tilgængelighed? Må jeg være med?

Ja da! Vi vil gerne sikre, at vi kan give dig den støtte du har brug for, og sørge for, at vi kan imødekomme dig og dine behov – uanset om du har psykisk eller fysisk handicap. Tag kontakt til frivilligkoordinator Fiona på fiona@folkemoedet.dk.

Fiona kan hjælpe med at guide dig til en stilling, der passer godt til dig. Overvej hvad du gerne vil lave under Folkemødet, hvad du er god til eller har det svært ved.

Hvordan tilmelder jeg mig som frivillig?

I 2025 åbner vi for tilmeldinger den 3. marts. Alle, der har tilmeldt sig nyhedsbrevet for frivillige, vil blive orienteret pr. mail.


Fra den 3. marts kan du bruge dette link: https://frivillig.folkemoedet.dk/. Du logger ind med en eksisterende profil (hvis du har været med som frivillig før) eller opretter en ny profil, hvis du ikke har været med før. Her kan du booke din transport, oplyse præferencer ift. mad, om du vil sove på skolen eller i eget telt mm.

Herefter vælger du selv det frivillighold, som du vil være en del af. Der ligger en uddybning af hvert hold på siden samt en kort beskrivelse af, hvordan en typisk vagt ser ud.

Hvad skal jeg have med?

Man skal selv have sovegrej med, uanset om man sover på skolen eller i eget telt. Hvis man vil sove i telt, skal man også tage det med!

Udover det, anbefaler vi at pakke tøj efter vejrudsigten, og at have en oplader og/eller powerbank med. Ørepropper er nok også en meget god ide! 

Hvordan kommer jeg til og fra Bornholm?

1. Frivilligbusser

Der er to afgange, som kører fra Københavns Busterminal til Allinge onsdag den 11. juni. Den ene bus kører kl.10.00, og den anden kører kl.14.00. Disse busser er forbeholdt frivillige og er billige at købe billet til. Det koster kun DKK 300.- tur/retur, fordi Foreningen Folkemødet betaler et tilskud.
Begge busser kører til Ystad, hvor man stiger af og går ombord på færgen. Når færgen ankommer til Rønne, bliver man mødt af en anden bus, som kører til Allinge.
Cykler må ikke medtages på busserne.
Husk at have gyldigt billed-id for at komme igennem Sverige. Du kan læse mere her: Sverige pas og visum

Hjemrejsen for frivilligbusserne er søndag den 15. juni. Busserne kører fra Allinge til Københavns Busterminal. Den første afgang går kl. 9.00 fra Allinge, og den anden går kl. 13.00.

Link til billetbooking er tilgængeligt ved tilmelding. 

2. Egen transport

Man kan altid booke egen transport, som passer dig. F.eks. er der mange frivillige, der tilføjer et par dage før eller efter festivalen for at se lidt af Bornholm. For dem, som kommer fra Jylland, er det en ide at kigge hos DAT. Det kan være billigere (og meget hurtigere!) at flyve fra Billund, Aarhus eller Aalborg.

Hvornår får jeg mine vagter?

Man får vagterne i løbet af foråret - normalt i løbet af april og starten af maj måned. Det er afhængig af holdlederne, da de skal fastsætte deres tidsplan for holdet – og det kan tage lidt  tid!
For nogle af holderne får man tilsendt vagter, hvor man derefter har mulighed for at bytte internt. For andre hold bliver vagterne udgivet, hvorefter man selv kan vælge de vagter, som passer bedst til dig - og måske dine venner. Barvagterne fungerer eksempelvis på denne måde.

Der er tit regler for, hvilke vagter man skal vælge - f.eks. som barcrew skal man tage en dagvagt, en aftenvagt og en nattevagt. 

Man får automatisk besked, når man har fået vagter, eller når vagtplanen er blevet offentliggjort. 

Jeg vil gerne arbejde sammen med mine venner. Er det muligt?

Det er ikke altid muligt at imødekomme, at folk arbejder sammen (på samme vagt, samme sted). Men man kan selv sørge for, at man får (næsten!) passende vagter. Man skal tilmelde sig et større hold, f.eks. områdevært eller barcrew, og derefter tilmelde sig de samme vagter, når vagtplanen bliver offentliggjort. På denne måde får de fleste folk vagter med nogle af deres venner. 

Hvis ikke det er lykkedes jer at få de samme vagter, kan man skrive til fiona@folkemoedet.dk med ønsker. Det kan være muligt at rykke lidt rundt og måske få det på plads, dog kan vi ikke love noget.

Hvad sker der, hvis jeg ikke møder op til en vagt?

Hvis du er blevet syg den dag, du har en vagt, skal du straks kontakte frivilligvagttelefonen. Der er førstehjælpsmidler i Volunteer Loungen, hvis der er brug for det. 

Hvis du ikke møder op og ikke tager kontakt til frivilligholdet, bliver din hjemmetransport aflyst. Man bliver også blacklisted, hvilket vil sige, at man ikke kan komme tilbage til Folkemødet som frivillig i fremtiden.

Jeg har yderligere spørgsmål, hvem kontakter jeg?


Ring til frivilligkoordinator Fiona på 61184658 eller skriv til hende på fiona@folkemoedet.dk. 

Får man overnatning?

Der er tre muligheder for overnatning:

1. Fællesrum i Kongeskærskolen

Kongeskærskolen er så venlige at lade os bruge nogle af deres klasseværelser samt deres gymnastiksal til overnatning. Her kan man regne med at dele med ca. 30 andre i klasseværelserne (som er opdelt i manderummet, blandet køn og snorkesalen) eller op til 50 andre i gymnastiksalen (som er kvindesalen). Man skal selv medbringe liggeunderlag/oppustelig madras samt sovepose eller dyne. Der er fællesbad og toilet på skolen. Skolen ligger ca. 400 meter fra Cirkuspladsen, hvor Hovedscenen ligger. Man skal være opmærksom på, at alkohol og rygning ikke er tilladt på skolens areal. Vi forventer, at de, der sover i fællesrum, udviser respekt for hinanden, og holder larm og støjende adfærd på arealet på et minimum.

2. Tag dit eget telt med og få en gratis plads på en af Folkemødets campingområder.

Vi laver et afmærket område forbeholdt Folkemødets frivillige, som ligger ca. 450 meter fra Hovedscenen (på boldbanerne bag Nordlandshallen). Det er oplagt at bruge campingpladsen, hvis man vil have mulighed for at få lidt mere privatliv. Det er også oplagt, hvis man vil have frihed til at tage ud og feste og opleve nogle af de mange gratis koncerter og fester, der foregår under Folkemødet. På denne måde kan man gå i seng, når man har lyst – uden at blive uvenner med dem, man sover ved siden af i fællesrummene. Her kan man frit lave den camp, der passer bedst til dig – helt lightweight med et enkeltpersonstelt og en sovepose, eller mere luksus med et større telt og luftmadras. Man kan sagtens gå sammen med sine venner og dele et større telt. Man skal selv sørge for at tage alt campinggrej med. Der er mulighed for at tage gratis bad ved campingpladsen i en badevogn, og der er toiletvogne på campingområdet. Man kan oplade sin mobil og andet elektronik ved Volunteer Village.

3. Andre former for overnatning

Man kan altid finde selv andre former for overnatning på øen - hos venner, familie eller ved at leje et værelse eller sommerhus. Man skal bare sørge for, at man kan nå frem og tilbage til sine vagter til tiden.